Hvilken pensel

Hvilken pensel til hvilket arbejde?

Flügger skriver lidt om emnet, men alligevel ikke helt vejledende fordi man ikke kommer ind på kvaliteter, syntetiske pensler kontra naturhårs-pensler.

Det Flügger skriver om penseltyper er:

Sprossepensel

Den har et specielt tulipanformet hoved og er velegnet til beskæringer på fx vinduer – dvs. når du skal male tæt op af glas eller isoleringslister. Den er ikke velegnet til større flader.

Ringpensel

Den har en anden form end sprossepenslen, men er også velegnet til beskæring når du maler vinduer, dørkarme eller møbler.

Ovalpensel

En god universalpensel der kan anvendes på mange områder alt efter hvilke børster penslen er forsynet med. Du kan fx bruge den til beskæring mellem loft og væg, dørkarme, indfatninger, låger osv. Ovalpensler kan bruges til lidt af hvert fordi du kan arbejde med to forskellige bredder alt efter hvordan du holder på penslen.

Fladpensel

Velegnet til tynde væsker på større flader fordi den giver en god sammenflydning af fx lakker på låger og døre. Men den er ikke god til beskæringer.

Vinkelpensel

Med den pensel kan du male alle de steder hvor det ellers er vanskeligt at komme til, fx bag radiatorer og rør.

Fladanstryger

Den kan indeholde meget maling eller grundingsmiddel og er derfor velegnet på grovere arbejder, fx væg og loft, facader osv. I den sammenhæng kan den også bruges til beskæringer.